En personlig træner er en træningskonsulent. Typisk er han eller hun uddannet fitnessinstruktør eller tilsvarende, og har stor erfaring med både træning, fysiologi, skader, kost og ernæring. Den personlige træner kan derfor se din træning i et større og mere langsigtet perspektiv.

Sammen med en personlig træner kan du tilrettelægge og udvikle en træningsplan, der sætter dig i stand til at nå mål, som du selv troede var umulige. Vejen til dine mål kan være gennem konditionstræning, styrketræning, vægttab eller måske alle tre dele. I træningsplanen vil der være taget højde for dine styrker og svagheder, din fleksibilitet og evt. skader. Træneren vil sammen med dig løbende evaluere dit trænings-/vægttabsforløb. Typisk vil man over en periode fastlægge nogle delmål, som træningen tilrettelægges efter.

Personlig træning kan foregå udendørs, i et fitnesscenter, på din arbejdsplads eller hos dig privat.