Vores identitet og selvfølelse som menneske skabes gennem vores relationer, og netop derfor er relationerne et af de vigtigste elementer i den organiske psykoterapi.


Fra den dag vi bliver født, får vores primære omsorgspersoner betydning for vores liv i kraft af den måde, de relaterer sig til os på. Hvis vores tidlige relationer bliver afbrudt eller skadet på en sådan måde, at vores psyke ikke kan integrere det, vil det sætte spor og komme til udtryk senere i livet. Vi bliver måske bange for at indgå i tætte relationer, fordi det ubevidst kan aktivere vores tidligere følelse af svigt og forladthed. I stedet omgiver vi os med skiftende partnere eller tager en partner, hvor kærlighedsintensiteten aldrig bliver fordybet. Eller vi vælger en alenetilværelse, hvor vi kan foregive at være uafhængige og selvkørende.

I den organiske psykoterapi arbejder terapeuten med sin klient på en sådan måde, at klienten får mulighed for at hele sin følelse af svigt og forladthed og igen tør risikere følelsesmæssig nærhed med andre mennesker. Terapeuten indgår aktivt i en relation til klienten, og kan således både spejle klientens evne til tæt relation og hele de sår, der forhindrer den.